Published 30-12-2013

To skotske naboer konkurrerede altid om, hvem der kunne slippe billigst om
ved næsten alting, og en søndag, hvor de var i kirke, nåede man da også til
collecten, du ved, når degnen kommer rundt med messingpotten på en lang
stage.
De sad jo begge og vred sig, hvem der nu igen slap billigst om ved det.
Endelig smed den ene en farthing (en skotsk mønt næsten mindre værd end en
en-øre), og så var gode råd jo dyre, men det slog dog ikke den anden ud, da
han kom med ordene:
- From both of us. (Den er fra os begge)

Noget senere var den "smarteste" af dem til en begravelse, hvor det var
sædvane at kaste et par mønter ned til afdøde, så da dog var lidt til
rejsen.
Den "smarte" kiggede lidt og så, hvad de enkelte "nøjedes" med at kaste i.
Han talte hurtigt op og adderede sit bidrag, skrev en check ud på det totale
beløb og skrabede mønterne til sig.

Nu var der så også i nabosognet (præsterne fra de to sogne var bekendte af
hinanden), at præsten der manglede en ny kirketjener og spurgte nabopræsten,
om ham ikke kunne anbefale en, der kunne være interesseret i jobbet. Joh,
det mente præsten da nok, og efter et par dage dukkede der også en op fra
landsbyen og blev ansat.
Det gik i det hele taget udmærket, og en dag, hvor de to præster talte
sammen, spurgte den ene, hvordan det nu gik med den nye kirketjener - jo da,
det gik udmærket, men der var dog lige én ting, præsten fra nabosognet ikke
forstod. Ved hver begravelse gik kirketjeneren hen og viskede et eller andet
ned i kisten inden låget blev lukket, men det var aldrig lykkes præsten at
finde ud af, hvad der blev visket.
Nåh, lød det fra den anden præst. Det skal du såmænd ikke være bekymret for,
for ser du, kirketjeneren har tidligere været tjener nede på den lokal pub,
så det, han visker, er blot: Skulle det være en lille en til, inden vi
lukker?