Brian Wolters hjemmeside siden 2003
Arhh, dejligt at føle solens varme stråler. 23-25 grader varmt vejr er lige hvad en vinterbleg dansker har brug for i januar måned.
Min far fyldte 60 år den 12. januar 2010 og havde inviteret hele familien på vinterferie i Puerto Rico, Gran Canaria.
I sensommeren 2009 gik min mor og jeg så i gang med at planlægge ferien. Vi benyttede os af "svensker-fidussen". At Fritidsresor i Sverige og Startour i Danmark er søsterselskaber og har ens rejser, dog med den fordel af de svenske priser er en del lavere. Dette forløb 100% problemfrit og for de sparede penge, i forhold til hvis vi havde købt den samme rejse hos Startour.dk, lejede vi en bil. En stor VW Caravelle. En dejlig stor bil med god plads til 8 personer inkl. bagage. Heldigvis koster diesel ikke så meget på Gran Canaria. Vi betalte 0.68€ pr L, hvilket svarer til lige over 5 kr. pr. L.
Vores valg faldt på et lækkert 4-stjernet hotel i byen Puerto Rico (Playa de amadores), i den sydvestlige del af Gran Canaria. Det er et såkaldt "all-inclusive-hotel", hvilket betyder at når du har købt rejsen er alt betalt også mad og drikke på ferien. Hotellet hedder Riu Vistamar og ligger på toppen af bjerget Amadores. Hvis du har en gps kan du finde hotellet her på disse koordinater (N 27º 47.332 , W 15º 43.293)
Hotel RIU Vistamar
Se hotellet på Google Maps
Det er et superlækkert, meget stort hotel. Du kommer ind på 8 sal hvor receptionen holder til. På 9 sal er der det store poolområde, med tilhørende bar og snackbar.
På 1 til 7 sal er alle hotelværelserne, alle med havudsigt. Vores tre værelser var alle meget fine. Dog kan det tage noget tid at få en elevator fra 1 sal (bunden af hotellet) op til restaurant området på 8 sal i myldretiden omkring morgenmad og aftensmad.
Maden, et meget vigtigt element for fam. Wolter levede højt op til vores forventninger.
Morgenmaden indeholdte alle tænkelige elementer. Brød, crosainter, pandekager, kager, friskpresset juice, pålæg, frugt, cocopops, cornflakes, ost, pølser og æg, samt meget andet godt.
Frokosten kan man indtage på 2 forskellige måder. I restauranten eller i poolbaren.
De to første dage gik vi i restauranten. Her skal man være klædt på efter forholdene. Intet badetøj, almindeligt sommertøj var det mest almindelige.
Restauranten bød på en kæmpe buffet med varme og kolde retter. Igen var der noget for alle.
De sidste 5 dage snuppede vi frokosten i poolbarens snackområde. Snackområde er dog ikke helt dækkende for udbuddet af mad. Pølser, burgers, pizzaslices, pasta, lidt kødretter og tilbehør, salatbar og vigtigst af alt hvis du spørger ungerne IS! Poolbaren serverer mad til senere end restauranten og er mere uformel hvilket gør den ideel for badende børnefamilier.
Aftenmåltidet er også meget fint. Man bliver ved ankomsten tildelt et spise tidspunkt, i vores tilfælde fra 18.30 til 20.00. Vi regner med at vi fik det tidlige tidspunkt pga. vi havde børn med. Det andet spisehold er fra kl. 20.30, hvilket er lidt sent for børnene.
Igen var der noget for os alle sammen. Kød som blev skåret ud ved en lille buffet. Pizza, pasta, lune retter, Fisk, som min mor og svigerinde var meget glade for, salatbar med en fantastisk stærk hvidløgs mayonaisedressing.
Desuden kunne man til alle måltider selv skænke sodavand (Coca Colas produkter) og Øl, rødvin, vand m.m.
Desuden er der et stort desertbord med kager, ost, frugt og nødder samt is med krymmel og sauce.
Der var orden i sagerne. Buffet’en var flot og tjenerne ryddede hele tiden af bordet.
Kl. 20.00 var der miniclub for ungerne. Det er den sædvanlige danse og synge, med to friske "animators" som guider børnene igennem en ½ times dans mens forældrene kigger på.
Man kan ikke lade være med at synes det er sjovt at kigge på og ikke mindst synge med på, de samme spanske børnesange aften efter aften, hvor alt bliver gentaget 100 gange så poderne kan gøre de ting der bliver sunget, også selv om de ikke forstå to ord spansk. Vi voksne fik til sidst sangene så meget på hjernen at vi ikke kunne lade være med synge "Compania attention" og "La cosita"
.jpg)
Sangtekster, vittigheder, nyheder og meget mere — samlet på ét sted af Brian Wolter.